Spindlere (Arachnida) – edderkopper og de der ligner
Denne hjemmeside er for os, der er fascinerede af edderkopper, mejere, mosskorpioner, skorpioner og den slags dyr. Det der er fælles for disse dyr er, at de tilhører klassen Arachnida, på dansk ofte kaldet spindlere, men også betegnelsen arachnider anvendes.
Hjemmesiden skal ses som et supplement til arter.dk, naturbasen.dk, iNaturalist, Danmarks-Edderkopper og andre sites, der beskriver og viser fotos af edderkopper, mejere, mosskorpioner og andre spindlere. Hjemmesiden omhandler således studiet af og biologien hos spindlere, Arachnida med særlig vægt på danske edderkopper (Araneae).
Hvis du synes edderkopper har en fascinerende biologi, var det måske en idé at læse lidt om de andre arachnider: Mejere (Opiliones) og mosskorpioner (Pseudoscorpiones) behandles forholdsvis indgående, mens de øvrige ordner, piskeedderkopper (Amblypygi), palpigrader (Palpigradi), ricinuler (Ricinulei), korthalede piskeskorpioner (Schizomida), skorpioner (Scorpiones), solifuger (Solifugae) og piskeskorpioner (Uropygi) samt underklassen mider og flåter (Acari) behandles mindre indgående.
Kvadratedderkop – Araneus quadratus
© Mette Ósland Pedersen
Siden er ikke helt færdig endnu, men med tiden vil Spindlere.dk fortælle gode naturhistorier om edderkopper, mejere, mosskorpioner og andre spindlere, men også give bestemmelsestips, vise indsamlingsmetoder, litteraturoversigter, omtale udforskning af danske spindlere mv.
