Ricinuler (Ricinulei)
Disse besynderlige, små (4-10,5 mm) spindlere findes i troperne i Afrika og Amerika. Deres mest unikke træk er en hjelmformet “hætte” (cucullus), som kan løftes og sænkes over hovedet. Når den sænkes, dækker den munden og kæberne (chelicererne). Man kunne derfor godt kalde dem hættemider (på engelsk kaldes de hooded tick spiders og tick beetles), men det er problematisk, da de jo ikke er mider, selv om de minder om mider og regnes for nært beslægtede. Vi bruger derfor betegnelsen ricinuler. En anden unik egenskab hos ricinuler er, at det tredje benpar hos hannen er modificeret som et sædoverførselsorgan. Den tredje unikke egenskab er, at de har en ”låsemekanisme”, som kobler forkrop (prosoma) og bagkrop (abdomen). En egenskab, der ellers kun kendes fra den uddøde orden Trigonotarbida, som man derfor betragter som en søstergruppe/tæt beslægtede.
Nulevende ricinuler har ingen øjne, selvom to par laterale øjne kan ses i fossiler. De nulevende arter har lysfølsomme områder i det ydre skelet (kutikulaen) i det område af hovedet, hvor de fossile havde øjne.
Ordet ricinulei er diminutiv af det latinske ricinus ‘træbuk, skovflåt’, samme ord som planten Ricinus, formentlig pga. lighed med plantens frø. I ældre værker kaldes de undertiden Podogona.
Du skal til tropiske regnskove for at finde ricinuler. Man kan måske finde dem i tropehuse, men vi har ikke hørt om, at de er fundet – og vi har aldrig selv oplevet disse spøjse dyr, selv om vi har været i tropiske regnskove!
Skitse af ricinule
© Kaj Nissen
Klassifikation og diversitet
Der er beskrevet ca. 100 nulevende arter af ricinuler i verden, alle i den samme familie Ricinoididae.
Den første levende ricinule blev beskrevet fra Vestafrika i 1838 (indsamlet af danskeren Westmann) et år efter at den første ricinule var fundet som fossil. I de tidlige studier blev ricinuler anset for at være usædvanlige mejere (Opiliones). I 1892 blev navnet “Ricinulei” for disse dyr anvendt første gang – som en underorden af mejere. Ricinulei blev efterfølgende anerkendt som en spindlerorden i sig selv i en monografi fra 1904 af de danske arachnologer H.J. Hansen og William E. Sørensen. (Se evt. kopi af værket via link nedenfor)*.
I dag er opfattelsen, at ricinuler er mest beslægtede med Acari (mider og flåter).
Morfologi/ydre bygning
Det ydre skelet (kutikulaen) er på både ben og krop læderagtigt og bemærkelsesværdigt tykt. Forkroppen (prosoma) er opdelt i 6 segmenter, men ser man dyret oppefra ses blot et rygskjold (carapace). Bagkroppen (opisthosoma) sidder fast på forkroppen (prosoma) med en smal stilk (pedicel) eller talje. Der er en kompleks koblingsmekanisme mellem forkrop og bagkrop. Bagkroppens forreste kant hægter ind i en tilsvarende fold bag på brystskjolet (carapace). Fordelene ved dette usædvanlige system forstås ikke helt, og da kønsåbningen er placeret på pedicellen (et andet ret usædvanligt træk) skal dyrene ”låse op” for at parre sig. Bagkroppen er opdelt dorsalt i en række store plader (tergitter), som hver er opdelt i en median og lateral plade.
Kæberne (chelicererne) er sammensatte af to segmenter, der danner et fast og et bevægeligt led. De bruges typisk til at manipulere føden, men har også mange sansestrukturer og bruges som “kort rækkevidde” sanseorganer, formentlig smagsorganer. Chelicererne kan trækkes tilbage, og i hvile er de normalt skjult under hætten (cucullus).
Ricinulernes palper (pedipalper) er komplekse vedhæng. De bruges typisk til at manipulere føden, men har også mange sensoriske strukturer og bruges i stil med kæberne som ”kort rækkevidde” sensoriske organer. Pedipalperne ender i klosakse, der er små i forhold til dem man ser hos fx skorpioner og mosskorpioner. Lignende klosakse på pedipalper er fundet i den uddøde orden Trigonotarbida.
Det andet benpar hos ricinuler er længst, og de bruges til at føle foran dyret, næsten som antenner/følehorn. Hvis pedipalperne fungerer som kortrækkende, sensoriske organer, er det andet par ben de tilsvarede langtrækkende.
Særlige sanseorganer (sensilla) på fødderne (tarsi) yderst på ben I og II (som oftere bruges til at fornemme omgivelserne) adskiller sig fra dem på ben III og IV.
Hos ricinulernes hanner er det tredje benpar unikt modificeret til at danne parringsorganer. Formen på disse organer er meget vigtig for ricinulernes taxonomi og kan bruges til at adskille hanner af forskellige arter fra hinanden.
Ricinulernes hunner har sædgemmer (spermathecae), sandsynligvis til at opbevare sædceller.
Gasudveksling finder sted gennem ånderør (tracherer), der munder ud i et enkelt par spirakler på forkroppen.
Bagkroppen har bagerst et 3-leddet halevedhæng (pygidium). Hos voksne kan det yderste led trækkes teleskopagtigt ind i det foranliggende segment. Denne evne findes ikke hos ikke-voksne individer.
Udbredelse og levesteder
Ricinulei findes i tropiske regnskove i Vest- og Centralafrika og i huler og skove i amerikanske troper fra Texas til Peru. Ricinuler findes typisk i den henfaldende førne og især i humuslaget, men også under rådne grene og på planterødder. Miljøet skal være fugtigt.
Levevis og adfærd
Ricinulerne er overvejende rovdyr, der fanger andre små leddyr. Nogle hulelevende arter har ret specielle kostemner, fx er der arter, der lever af døde dyr og endda af flagermuseekskrementer. De har ekstern fordøjelse: byttet tygges og påføres fordøjelsesenzymer. Den fordøjede masse opsuges så ind gennem munden.
Formering og livscyklus
Ricinulei har et meget tykt exoskelet og fortil en hætte kaldet en cucullus, som kan hæves eller sænkes over hovedet. Hætten (cuculus) er også stedet, hvor hunnerne bærer deres æg, indtil de klækker. De lægger 1 – 2 æg.
Når ricinulerne parrer sig, føres sæden i en spermatophor (sædpakke) til hunnen gennem indirekte sædoverførsel ved hjælp af de meget modificerede yderste led på hannernes tredje par ben (de modificerede led kaldes podomerer).
Æggene bæres under moderens hætte, indtil ungerne klækkes som seksbenede larver, som ved et senere hudskifte får de ottebenede voksnes former. Et seksbenet larvestadium er en egenskab, de deler med Acari (mider og flåter).
Efter larvestadiet følger protonymfe, deutonymfe, tritonymfe og voksen (adult). Udviklingen fra æg til voksen tager 1 – 2 år. Utroligt nok lever disse små dyr 5 – 10 år.
Palæontologi
Ricinulei er unikke blandt arachnider ved, at den første der blev opdaget var et fossil, beskrevet i 1837, omend fejlagtigt som en bille. Fossile ricinuler kendes tilbage fra Karbon.
Links:
Harvey, M.S. (2013). Ricinuleids of the World, version 1.0. Western Australian Museum, Perth. www.museum.wa.gov.au/catalogues/ricinuleids
”Ricinuleids of the World” giver taksonomiske oplysninger om Ricinulei samt en omfattende liste over den videnskabelige litteratur.
*: archive.org/details/ontwoordersofara00hans/page/n15/mode/2up: On two orders of Arachnida: Opiliones, especially the suborder Cyphophthalmi, and Ricinulei, namely the family Cryptostemmatoidae by Hansen, H. J. (Hans Jacob), 1855-1936; Sørensen, William, 1848-1916, joint author.
Kilder:
Beccaloni J. 2009: “Arachnids”. Natural History Museum, London p. 146 – 157.
arachnology.org/arachnology/orders/ricinulei.html
