Morfologi/ydre bygning
Mider er spindlere, og som sådan udviklede de sig fra en leddelt krop med segmenterne organiseret i to led, tagmata: en forkrop, prosoma (cephalothorax) og en bagkrop, opisthosoma (abdomen). Imidlertid er kun de svageste spor af primær segmentering tilbage i mider; prosoma og opisthosoma er smeltet sammen, og et område med fleksibel kutikula adskiller med en fure chelicererne og pedipalperne fra resten af ​​kroppen. Denne forreste kropsregion kaldes capitulum eller gnathosoma. Resten af ​​kroppen kaldes idiosoma og er unik for mider.

Mider viser altså ikke rigtig den typiske forkrop (cephalothorax, prosoma) og bagkrop (abdomen, opisthosoma), der ses hos andre spindlere. Gnathosoma er en bevægelig enhed foran på kroppen, der inkluderer mundlæber, kæber (chelicerer) og palper (pedipalper). Idiosoma udgør resten af kroppen. Forskellige grupper kan vise yderligere eksempler på opdeling. Generelt kan man betegne den del af idiosma, hvorpå benene sidder som podosoma, hvor den bagerste del så betegnes opisthosoma. I nogle grupper er der en opdeling mellem det andet og tredje benpar, i andre danner hele kroppen bag gnathosomet en enkelt sklerotiseret enhed. Mider klækkes med en hexapodal (seksbenet) larve; de efterfølgende livsstadier har normalt otte ben. De fleste voksne mider har fire par ben som andre spindlere, men nogle har færre. For eksempel har galmider en ormelignende krop med kun to par ben; nogle parasitiske mider har kun et eller tre par ben i voksenstadiet. Larve- og prælarvestadier har maksimalt tre par ben; voksne mider med kun tre par ben kan kaldes ‘larviforme’. 

Mundens munddele kan være tilpasset til at bide, stikke, save eller suge.

Median- eller laterale øjne kan være til stede. Øjeantallet kan variere fra ingen til fem. Nogle grupper er helt blinde, og forskellige typer setae (sansehår) er vigtige sensoriske organer.

Ånding sker gennem trakeer, og det sted, hvor trakeen udmunder, er en vigtig diagnostisk karakter for nogle af de største grupper, f.eks. Prostigmata eller Mesostigmata.

Miders ydre skelet (kutikulaen) kan have skjoldlignende, forstærkede (sklerotiserede) områder. Et sådant skjold betegnes scutum. På overfladen af kutikula kan udmunde forskellige porer. Hos nogle findes deciderede stinkkirtler. Hos flåter ses nogle foldninger bagerst på idiosoma.

Udbredelse og levesteder
De fleste danske arter lever på landjorden. Herudover træffes en del i ferskvand – og nogle få i havvand. De akvatiske arter findes især blandt Prostigmata (fløjlsmider), men også blandt f.eks. Oribatida (pansermider). Mange arter lever som ektoparasitter på bl.a. insekter, fugle og pattedyr.

Levevis og adfærd
Mider har meget forskelligartede måder at udnytte omgivelserne på. Forskellige grupper udnytter mange forskellige levesteder og nicher. En masse mider er fritlevende rovdyr eller lever af dødt, organisk materiale. Andre lever af parasitisme, hvor grupper som flåter er specialiserede til at leve af blod. Flere midearter lever i intim tilknytning til andre dyr, det være sig i fuglereder, i åndedrætssystemet hos hvirveldyr eller endda i hårsækkene hos mennesker. Pansermider spiller en nøglerolle i økosystemers nedbryderfødekæder. En del mider lever af planteføde, enten på saft eller pollen, mens galmider danner galler på blade. Mens de fleste mider er landlevende, har flere grupper udviklet evnen til at leve i salt- eller ferskvand. Vandmiderne (Hydrachnida) er det mest kendte eksempel på ferskvandmider.

Det er svært at generalisere om midernes adfærd. De fleste er små organismer, som enten kravler eller løber gennem jord- og bladaffald eller i andre levesteder. Andre er ret stillesiddende. Nogle mider udøver phoresi (f.eks. mange Astigmata), som normalt indebærer, at et specialiseret ungdomsstadie bliver båret af et større værtsdyr til et område med mere gunstige forhold. 

Fjermiderne, der tilhører Astigmata, findes på næsten alle fuglearter undtagen pingviner og er meget specialiserede og tilpassede til livet på deres værter. De kan æde så forskellige emner som olie fra fuglenes gumpekirtel, hudflager, svampe, bakterier og fjer, afhængigt af hvilken art, de tilhører. Deres livsstil påvirkes af mikroklimaet (omgivelsestemperatur og relativ fugtighed); for eksempel får sæsonændring i temperatur fjermider til at flytte deres mikrohabitater på fuglen.

Formering og livscyklus
I nogle grupper bruger hannen en penislignende adeagus til direkte spermoverførsel til hunnens reproduktive system, mens andre praktiserer indirekte spermoverførsel normalt via sædpakker (spermatoforer). Kønsåbningen er placeret midt på undersiden mellem coxa 2, 3 eller 4 (Coxa = inderste led på benene).

Midernes livsstadier består typisk af et æg, et prælarvestadium (ofte fraværende), et larvestadium (seksbenet – med undtagelser, fx har nogle kun to par ben) og en række nymfetrin. Ethvert eller alle disse stadier undtagen den voksne kan undertrykkes eller kun forekomme hos et tidligere trin. Larver (og prælarver) har maksimalt tre par ben (ben er ofte reduceret til stubbe eller fraværende i prælarver); benpar IV tilføjes i det første nymfestadium. Normalt er der maksimalt tre nymfetrin til stede, og de omtales i rækkefølge som protonymph, deutonymph og tritonymph; dog har nogle bløde flåter ekstra nymfestadier.