Korthalede piskeskorpioner (Schizomida)
Indledende karakteristik
Disse relativt små (de fleste er under 5 mm lange, nogle få omkring 1 cm) er nogle spøjse spindlere, der er særligt karakteriserede ved at forkroppens rygplader (tergitter) er opdelt i mindre plader. Så har de desuden en kort stumpet hale (flagellum) – deraf det danske navn. Det videndenskabelige navn relaterer til opdelingen af forkroppens rygplader: schizo betyder opdelt. Deres ydre skelet er ret tyndt sammenlignet med de fleste andre spindlere. Det betyder, at de let mister vand, hvilket passer med, ar man finder dem på fugtige levesteder.
Hvis du vil se en korthalet piskeskorpion må du enten til fugtige subtropiske eller tropiske områder – eller kigge grundigt efter i opvarmede bygninger med høj fugtighed, så som plantecentre og væksthuse. Hidtil er der kun et enkelt fund i Danmark, nemlig i Randers Regnskov, hvor den blev fundet i februar 2022 af Sean Birk Bek (der har øjnene mere med sig end de fleste 😊). Man kan se en video af det fundne dyr på:
https://www.facebook.com/watch/?v=1611188409244299
Mange af arterne lever i huler og andre mørke, fugtige steder, svarende til, at kun få arter har øjne. Nogle arter har dog ”øjepletter”, små blege områder som sandsynligvis har lysfølsomme celler, så de kan skelne lys fra mørke (Der er meget man ikke ved om disse dyr).
Skitse af schizomide
© Kaj Nissen
Klassifikation og diversitet
Nogle taxonomer opfatter Schizomida som tilhørende Uropygi, men vi behandler dem her som en selvstændig orden. Hvis de to grupper opfattes som 1 orden, betegnes ordnen Thelyphonida.
Der er fundet omkring 300 arter i verden. De er fordelt på to familier, men i øvrigt ret ensartede af udseende. De fleste tilhører familien Hubbardiidae, resten familien Protoschizomidae. En systematisk gennemgang kan ses på https://museum.wa.gov.au/catalogues-beta/schizomids
Morfologi/ydre bygning
Schizomider har meget lange første par ben, en kort flagellum (hale) og prosoma (cephalothorax, forkroppen) er opdelt i tre segmenter, hver dækket af plader; den store forreste protopeltidium, den mindre, parrede, mesopeltidia og bagerst metapeltidia. De meget aflange første par ben bruges som sensoriske organer (antenner) og de bruges til at røre ved og udforske miljøet foran dyret. Schizomiderne anvender således kun seks ben til at gå med. De bageste ben er normalt let forstørrede med store femora (lår) . Bagbenene er modificeret til at hoppe som en del af deres flugtrespons, når de er truet. Schizomider er i stand til meget hurtig bevægelse over korte afstande, både baglæns og forlæns. Pedipalperne (palperne) er fortykkede, tanglignende fangstredskaber uden særligt mange torne. Pedipalperne bevæges lodret op og ned og adskiller sig fra de fleste andre arachniders, hvor pedipalper, der anvendes til byttefangst, bevæges vandret og imod hinanden. Opisthosoma (bagkroppen) er glat, oval og opdelt i 12 segmenter (led). Det første led danner en form for pedicel (”talje”), mens de sidste tre er indsnævret og danner pygidium (analled). Det sidste segment bærer en kort piskelignende hale eller flagellum, der er sammensat af 3 – 6 slanke segmenter hos hunner, men af et enkelt, ofte pæreformet segment hos hanner. Hannens flagellum har en kompleks opbygning og bruges ofte til at skelne arter fra hinanden. Den har en funktion i forbindelse med parringen – se nedenfor. Schizomider trækker vejret gennem et enkelt par boglunger.
Udbredelse og levesteder
Schizomider lever generelt i tropiske og subtropiske områder, og forekommer i Sydøstasien, Indien, Australien, flere Stillehavsøer, Central- og Sydamerika og Afrika. Derudover er der fundet nogle populationer i tilstødende tempererede regioner som Californien og Texas. Af de to familier har Hubbardiidae en global udbredelse, mens Protoschizomidae kun findes i Mexico og Texas.
Schizomider er ikke hjemmehørende i Europa, men de er de indslæbt til Storbritannien, Frankrig, Tjekkiet, Polen og som nævnt i indledningen, nu også Danmark (Randers Regnskov) via jord og plantemateriale importeret til botaniske haver; indtil videre er de dog stadig begrænset til de kunstige drivhusmiljøer. På trods af deres globale udbredelse har de fleste schizomidearter meget begrænsede udbredelser, hvoraf mange kun er kendt fra den lokalitet, hvor arten oprindelig blev fundet.
Fugtighed er afgørende for de steder, hvor schizomider kan leve, da de har brug for at undgå udtørring. De lever typisk i regnskovens skovbund, især i det øverste lag af jord med planterester, under klipper, i og under rådne træstammer og i huler. Enkelte arter er fundet i insektboer: Afrozomus machadoi lever i termithøje, mens Stenochrus portoricensis er blevet fundet i myrekolonier (Beccaloni 2009, p. 135). Stenochrus portoricensis er ifølge finderen, Sean Birk Bek, formentlig den art, der er fundet i Randers Regnskov.
Mens schizomider typisk ikke findes i koldere klimaer, er der fundet flere californiske Hubbardia-arter, der lever under snedækkede klipper, og især Hubbardia briggsi findes ofte i snedækkede levesteder om vinteren (Beccaloni 2009, p. 134).
Levevis og adfærd
Alle schizomider er aktive rovdyr, der konstant bruger deres antennelignende ben til at undersøge omgivelserne for potentielt bytte. En bred vifte af små leddyr er byttedyr, herunder isopoder, tusindben, kakerlakker, orme, springhaler, termitter, boglus og også andre schizomider. Byttedyr kan variere i størrelse fra 10% af deres kropsstørrelse til så meget som 100%. De fanger byttet med deres pedipalper. Chelicererne bruges til at tygge gennem byttets eksoskelet, fordøjelsesenzymer tilføres, og det præ-oralt fordøjede indhold suges op.
Schizomider kan overleve længe uden føde; nogle Hubbardia pentapeltis har vist sig i stand til at overleve fem måneder uden nogen som helst fødeindtag (Beccaloni 2009, p. 135).
Formering og livscyklus
Parringen i schizomider er unik, fordi flagellum spiller en vigtig rolle. Hannen udfører en ”dans” bestående af en sekvens af rytmiske vibrationer med benene og trækken forreste benpar tilbage. Hannen berører ikke hunnen i denne fase. Hunnen stimuleres alene gennem luftevibrationer fremkaldt af benvibrationerne. Hannen præsenterer nu sin flagellum for hunnen. Hun tager flagellen ind i sine chelicerer, hvorefter hannen afsætter en sædpakke (spermatofor) på underlaget. Hannen bevæger sig derefter fremad, og hunnen følger med, indtil hun når spermatoforen og optager den ind i sin gonopore (kønsåbning). Før hun lægger æg, bygger hunnen et lille ynglekammer i jorden. Når æggene er lagt i ynglekammeret, beskyttes æggene og forbliver hæftet til hendes bagkrop (abdomen). Efter klækning kommer hunnen og ungerne ud af ynglekammeret og spredes. Ungerne skifter hud flere gange før de bliver kønsmodne.
Nogle arter formerer sig udelukkende ved partenogenese (jomfrufødsler), andre delvist ved partenogenese, delvist ved kønnet formering.
Der ikke er meget viden om schizomidernes livslængde, men har de vist sig at kunne leve i flere måneder i fangenskab.
Palæontologi
Schizomida er søsterorden til Uropygi. De to grupper danner tilsammen Thelyphonida. Baseret på molekylære analyser opstod begge ordner sandsynligvis i det sene karbon. Man kender fossiler af schizomider fra midt i kridttiden.
Links
http://museum.wa.gov.au/catalogues-beta/schizomids
Sean Birk Beks Facebookside: “BioBirk i Biosfæren”:
https://www.facebook.com/BioBirk
med video af schizomide i Randers Regnskov:
https://www.facebook.com/watch/?v=1611188409244299
Kilder
Beccaloni J. 2009: “Arachnids”. Natural History Museum, London p. 128 – 137.
https://arachnology.org/arachnology/orders/schizomida.html
