Solifugae, solifuger - introduktion
Disse store (80 – 150 mm), spindlere med kæmpe kæber skal du til tørre områder i Sydeuropa, Afrika, Amerika eller Asien for at få at se. Du kan dog støde på dem i dyrehandler og hos terrarieentusiaster – ofte under den misvisende kategori ”Eksotiske insekter” (De er jo ikke insekter, men spindlere, arachnider).
Solifuger betegnes også kamel-edderkopper, sol-edderkopper og vind-edderkopper samt andre populærnavne, men vi bruger navnet solifuger. Solifugae kommer af ”fugae”, undvige og ”soli”, sol. Passende for de nataktive arter, men misvisende for de arter, der jager i fuld sol og som netop har givet anledning til navnet sol-edderkopper. Udtrykket “kamel-edderkop” henviser til en fremtrædende bueformet plade på forkroppen (prosoma eller cephalothorax). (De kravler ikke op på kameler og spiser deres mave, et rygte der cirkulerede blandt tropper under krigen i Irak.)
Skitse af solifug
© Kaj Nissen
De er (ofte) natlige, hurtigtløbende jægere og de har bemærkelsesværdigt store, markante, buede kæber, chelicerer, ofte så lange som cephalothorax. De er også karakteriseret ved at have sugeorganer på pedipalperne (palperne) og vifteformede sanseorganer under bagerste benpar. Hannerne er unikke ved at have en flagel på chelicererne.
Solifuger forekommer mest på tørre levesteder. De er ret ensartede af udseende, men der er dog noget variation i størrelser, kropsform og benlængder. Der findes mere end 1.100 arter af solifuger fordelt på 12 familier.
Solifuger er aggressive, men ufarlige for mennesker.
Morfologi
Kroppen hos en solifug er opdelt i to dele: forkroppen, cephalothorax eller prosoma og bagkroppen, abdomen eller opisthosoma. Lemmerne er knyttet til cephalothorax. Rygpladen (dorsalpladen) på cephalothorax er opdelt i tre skleritter: propeltidium, mesopeltidium og metapeltidium. Abdomen er segmenteret.
Solifuger har to øjne centralt placeret på propeltidiets rygplade (dorsum). De enorme, hængslede chelicerer rager frem fra cephalothorax. Det øverste segment af cheliceren kaldes den faste finger, og den nederste del den bevægelige finger. Tandmønstrene på chelicerernes faste og bevægelige fingre bruges til bestemmelse af arter.
Da hannernes chelicerer er involveret i sædoverførsel, er mange morfologiske strukturer ved chelicererne vigtige ved artsidentifikation, især strukturer på den ubevægelige finger. Hanlige chelicerer fra alle familier har unikke strukturer kaldet flagella eller flagelliform setae, der formodentlig er involveret i parringen, selvom det er ukendt hvordan flagellum præcist fungerer.
Pedipalperne holdes typisk foran dyret, når det bevæger sig. Pedipalperne er dækkede af sensoriske hår, setae og bruges sandsynligvis sensorisk, da solifugers syn menes at være dårligt. Som med så mange aspekter af solifugers naturhistorie er funktionen af de fleste pedipalpe-setae ukendt. Ved spidsen af pedipalperne er der kutikulære læber (dvs. læber, dannet af det ydre skelet), der, når de er åbne, udkrænger et sugeorgan. Dette organ bruges til at klatre op på glatte overflader og til at lette fangst af bytte.
Levevis og adfærd
De fleste arter af Solifugae er natlige rovdyr, der fanger insekter og andre leddyr. De jager aktivt bytte og er kendte for deres hastighed, hvor nogle individer har vist hastigheder på omkring 16 kilometer i timen. De angriber og æder ethvert bytte, de er i stand til at overmande. De har ikke giftkirtler. De er generalistister som rovdyr og angriber en lang række leddyr såvel som små firben, fugle og pattedyr. Nogle få arter er dagaktive rovdyr.
Formering og livscyklus
Når solifuger skal parre sig, farer hannen typisk frem mod hunnen og klemmer hende fast med sine chelicerer. Kort efter, at der er kontakt mellem han og hun, bliver hunnen rolig. Hanen fører derefter sine chelicerer dybt ind i hunnens kønsåbning (gonopore), og en efterfølgende tyggebevægelse er tydelig. I de fleste familier afgiver hannen derefter en spermatofor fra sin egen kønsåbning, samler spermatoforen op med sine chelicerer og genindsætter chelicererne med sædpakken i hunnens kønsåbning. I familien Eremobatidae placerer hannen sædpakken direkte på hunnens gonopore via genital-genital kontakt og indfører derefter sine chelicerer for at skubbe sædpakken ind.
Solifugers livscyklus er dårligt dokumenteret, og det er ukendt, hvor mange stadier de fleste arter går igennem før de er voksne.
Nyudklækkede solifuger er gennemsigtige, hvide, embryonale, forbliver sammen i en klynge og bevæger sig meget lidt. Aktiviteten øges efter første hudskifte, når de små unger begynder at jage og æde.
Links:
Solifugae.org giver information om biologi, taksonomi og udbredelse af Solifugae, information om igangværende forskningsprojekter, der involverer solifuger, en liste over museumssamlinger af solifuger og en omfattende bibliografi.
https://www.tropical-hobbies.com/vivariums-inverts-solifugae-camel-spider har gode fotos og video.
https://wac.nmbe.ch/order/solifugae/6 : World Solifugae Catalog (2022). Natural History Museum Bern. Opdaterede optællinger af familier, slægter og arter er givet sammen med den aktuelle taksonomi for hvert taxon.
Kilder:
Beccaloni J. 2009: “Arachnids”. Natural History Museum, London p. 291 – 309.
https://arachnology.org/arachnology/orders/solifugae.html
https://www.sciencedirect.com/topics/agricultural-and-biological-sciences/solifugae (af Paul Selden)
