Piskeskorpioner (Uropygi/Thelyphonida)
Disse store, robuste spindlere (25 – 80 mm) med knudrede, kæmpe palper, lange, antenneformede forben og en piskeformet hale skal du til tropiske og subtropiske områder for at få at se. Du kan dog støde på dem i dyrehandler og hos terrarieentusiaster – ofte under den misvisende kategori ”Eksotiske insekter” (De er jo ikke insekter, men spindlere (arachnider).
Uropygi/Thelyphonida, betegnes på dansk piskeskorpioner eller svøbeskorpioner. Thelyphonida betyder ”den som dræber”, fra latiniseret græsk ”thely-” + ”phonos”, ”morder”. Piskeskorpioner er ca. 25-80 mm store rovdyr, der har en vis overfladisk lighed med skorpioner pga. deres kraftige klosakse (pedipalper) samt forekomsten af et halevedhæng (flagellum). Dette er ofte piskeformet, og gruppen kaldes derfor for piskeskorpioner eller svøbeskorpioner. Halevedhænget har givet det andet navn Uropygi, idet ”oura” er græsk for hale. Halevedhænget er lysfølsomt, og nær dette udmunder et par unikke forsvarskirtler, der kan sprøjte syre ud i en afstand på mange gange dyrets egen længde.
Skitse af piskeskorpion
© Kaj Nissen
På trods af deres drabelige udseende er piskeskorpioner fuldstændig ugiftige. Lige som hos piskeedderkopper (Amblypygi) er forreste benpar forlængede og antennelignende. Der kendes ca. 300 arter fra især tropiske og subtropiske områder. Der findes ingen arter i Danmark.
Klassifikation og diversitet
Vi behandler her Uropygi og Schizomida som selvstændige ordner, men mange behandler den som to underordner. De er så forskellige i bygning og biologi, at vi vælger at beskrive dem hver for sig. Nogle af de, der opfatter dem som selvstændige ordner, anvender navnet Thelyphonida, men vi har valgt at gå tilbage til navnet Uropygi, da det er det, der anvendes i det nyeste katalog over verdens arter: World Uropygi Catalog (2021) (World Uropygi Catalog. Natural History Museum Bern: http://wac.nmbe.ch).
Der er ikke ret stor variation inden for piskeskorpioner, og de har været evolutionært næsten uforandrede i 300 mio år. De samles således også i én familie: Thelyphonidae.
Morfologi
Ligesom Schizomida, Amblypygi og Solifugae bruger Uropygi kun seks ben som gangben, idet deres første benpar er modificerede og fungerer som antenne-lignende sanseorganer. Mange arter har også meget store skorpionlignende pedipalper. De har et par øjne fortil og tre på hver side af cephalothorax. Piskeskorpioner har ingen giftkirtler, men de har kirtler nær bagenden af abdomen, hvorfra de kan sprøjte en kombination af eddikesyre (deraf det engelske navn ”vinegaroons”) og octansyre, når de er truede af fjender. Andre arter sprøjter myresyre eller klor.
Udbredelse og levesteder
Piskeskorpioner findes i tropiske og subtropiske områder over hele verden, normalt i underjordiske huler, som de graver med deres pedipalper. De kan også grave sig ned under træstammer, rådnende træ, klipper og andet naturligt affald. De opsøger fugtige, mørke steder og undgår lyset.
Levevis og adfærd
De er nataktive og lever især af andre leddyr, men fanger nogle gange også orme og snegle. Byttet gribes med pedipalperne og knuses mellem specielle tænder på indersiden af trochanterne (det andet segment af benet) på forbenene.
Formering og livscyklus
De formerer sig ved at hannen afsætter en sædpakke (spermatofor), som hunnen optager i sin kønsåbning. Op til 35 æg lægges i en hule i en hinde af slim, der beskytter mod udtørring. Hunnen bliver ved æggene og æder ikke i den periode. De hvide unger, der klækkes ud af æggene, klatrer op på deres mors ryg og fastgør sig der med specielle sugeorganer. Efter det første hudskifte ligner de miniature piskeskorpioner og de forlader den beskyttende hule; moderen dør kort efter. Ungerne vokser langsomt og gennemgår tre hudskifter i løbet af cirka tre år, før de er voksne (adulte).
Palæontologi
Piskeskorpioner er en gammel dyregruppe med fossile fund, der kan dateres til Øvre Karbon (ca. 320-285 mio. år før nu). Deres nærmeste slægtninge er schizomider, piskeedderkopper og edderkopper.
Links:
World Uropygi Catalog (2021). World Uropygi Catalog. Natural History Museum Bern: http://wac.nmbe.ch
Kilder:
Beccaloni J. 2009: “Arachnids”. Natural History Museum, London p. 111- 127.
https://arachnology.org/arachnology/orders/thelyphonida.html
https://en.wikipedia.org/wiki/Thelyphonida
Harvey, M.S. (2013). Whip scorpions of the World, version 1.0. Western Australian Museum, Perth: http://www.museum.wa.gov.au/catalogues/whip-scorpions
